Vandtæt belagt stof er en type tekstilmateriale, der er blevet behandlet for at være vandtæt og åndbar. Behandlingen kan udføres ved hjælp af forskellige metoder, såsom belægning, imprægnering og laminering. Det resulterende materiale bruges ofte til at fremstille tøj og udendørs gear, der er designet til at blive båret eller brugt i regnfuldt og snedækket vejr. Der er mange forskellige påstande derude om unikke konstruktionsmetoder til vandtæt stof, men alle disse er baseret på det samme princip. Belægningsprocessen involverer en flydende lim, der påføres på overfladen af stoffet og derefter hærdning. Den flydende lim kan være enten hydrofil eller hydrofob, og den fås ofte i både våde og tørre versioner.
De første forsøg på at få vandafvisende beskyttelsesbeklædning går tilbage til det 15. århundrede. På det tidspunkt forsøgte sejlere at imprægnere deres klud med linfrøolie, animalsk fedt og voks. Imidlertid var det først 400 år senere, at Charles Macintosh producerede det første patenterede vandtætte stof. Det lykkedes Macintosh at skabe et holdbart og bærbart tøj ved at sandwich et lag gummi lavet af et olieagtigt væskebiprodukt af tjære kaldet naphtha mellem to vævede stoffer. Han opnåede dette ved at bruge en proces kendt som gummi vulkanisering - som blev patenteret i november 1843 i England.
Uld er et naturligt materiale, der er naturligt vandafvisende, Men det kan gøres endnu mere vandtæt ved at belægge det med lanolin (naturligt forekommende olier) for at skabe et blødere og mindre irriterende materiale. Dette er en almindelig praksis for at fremstille frakker. Fleece kan også gøres mere vandtæt ved at anvende en speciel voksbelægning.
Der er flere måder at opnå en vandtæt belægning på stof , og den vigtigste faktor er typen af basestof. Grammage, tykkelse og kvalitet af basisstoffet er meget vigtig, ligesom stoffet er færdigt, efter at belægningen er påført. Stoffet kan sprøjtes, presses, lamineres eller bindes med belægningen.
Alternativt kan stoffet imprægneres med polymere stoffer. Disse kan føjes til garnet under fremstillingsprocessen eller anvendes som efterbehandling. Den mest populære teknik er DWR (holdbar vandafvisende) belægning, hvilket reducerer porestørrelsen af stoffet og gør det sværere for vand at trænge igennem. Andre teknikker inkluderer hydrofobisering, hvilket gør overfladen af stoffet afviser vanddråber i stedet for at tiltrække dem. Dette kan gøres med en række kemikalier, herunder paraffinemulsioner og additiver af harpiks-type.
At blive betragtet som et virkelig vandtæt stof , stoffet skal være i stand til at modstå vandindtrængning i mindst en time, uanset hvor længe det udsættes. Denne måling foretages normalt af stofproducenten for at sammenligne ydelsen af deres produkt med andre mærker, men det skal tages i betragtning, at vurderingen kan påvirkes af, hvordan stoffet bruges.
